Giro d’Italia har altid haft noget helt særligt for mig. Som dreng var det en drøm at få lov til at køre løbet — på niveau med Tour de France. 
Giroen er anderledes. Mere kaotisk, mere følelsesladet og ofte mere uforudsigelig. Det er et løb, der sætter sig i kroppen.

Jeg fik selv lov til at køre Giroen tre gange — i 2005, 2012 og 2013.

Første gang var i 2005 for det legendariske Quick Step-hold, og det står stadig som den største oplevelse for mig. Vi havde Paolo Bettini i førertrøjen, og min rolle var ret klar: Jeg blev sendt frem i fronten af feltet for at kontrollere udbruddene og styre tempoet gennem de første 15 etaper, indtil Bettini mistede trøjen. 
Det var benhårdt arbejde hver eneste dag, men også dér jeg for alvor mærkede Giroens enorme intensitet.

I 2012 kørte jeg for Saxo Tinkoff. Efter at have vundet bjergtrøjen i Baskerlandet Rundt måneden før, håbede jeg selv på at kunne køre et stærkt etaperesultat hjem. Formen var god, men Giroen er nådesløs. En lang, iskold regnvejrsdag gav mig store maveproblemer, og den drøm forsvandt hurtigt derefter.

I 2013 var rollen mere dedikeret hjælperytter. Opgaven var at hjælpe Rafal Majka med ungdomstrøjen og få ham så langt frem i klassementet som muligt. Det var en Giro præget af hårde bjerge, taktik og mange lange dage i tjeneste for holdet.

Sammen med Cykelkalenderen vil jeg under årets Giro forsøge at give lidt analyse, perspektiv og overblik over løbets gang — både på klassementet, taktikken og de små historier, man kun rigtig forstår, når man selv har siddet midt i kaosset.